michael jeppesen og anders lund madsen- hold masken eller der falder brænde ned

den her bog har jeg det virkelig svært med. på den ene side har jeg egentlig læst den ret hurtigt, og nogengange været nærmest opslugt. på den anden side synes jeg det er noget forfærdeligt gøjl. de er begge to ret ok til at skrive, og er momentvis interessante. og så tilfredsstiller deres skamløse namedropping og tilsvininger af diverse kendte selvfølgelig min latente voyeurisme. feks. er det da lidt skægt at tvlægen har ekstreme genitalier. men det er osse bare lidt letkøbt- og ekstremt trættende i længden.

det er ok at høre om jeppesens kærestesorger og anders lund madsens familie, fordi det er lidt sjovt, og lidt bevægende og ikke alt for helt forfærdeligt opstyltet.

men det meste af bogen går med en masse snak om gud og meningen med livet og ensomhed og kunst og æstetik. det er helt utroligt kedeligt og meget lidt vedkommende. de synes tydeligvis selv at de er svært begavede men det blir ikke andet end noget pseudofilosofisk pointeløst halløjsnak.

derudover bruger de en del tid på at skamrose deres eget talent og forfarges over storset alle andre danske kendissers middelmådighed. de er faktisk begge to ret forfærdelige, selvom det helt klart er jeppesen der vinder arrogant-røvhuls-prisen.

"deres vid er intimiderende" siger jørgen leth på bagsiden, men det eneste jeg er rigtig imponeret over er egentlig den helt fuldstændigt overvældende grad af selvhøjtideligt selvovervurderende selvfedhed.