etgar keret- buschaufføren der ville være gud

jeg nåede at læse den færdig før jul. faktisk har jeg læst den i et stræk her til morgen, efter min noget bratte opvågning. på den måde er missionen fuldført, men det er lidt snyd, for jeg vidste det godt i forvejen. det her er nemlig en genlæsning, og sidst jeg læste bogen, for 3-4 år siden, røg det hele osse ned på en begejstret gang.

bogen består af en masse relativt korte noveller, samt en sidste, der er lidt længere og temmelig fantastisk. nogle af dem huskede jeg meget tydeligt, andre havde jeg helt glemt, men de var allesammen en stor fornøjelse at genlæse.

etkar keret skriver nøgtern og morsomt og uden berøringsangst om israel, religion, rabin og selvmord. og en hel masse andet. historierne er barokke og absurde og dybt underholdende, men lige under overfladen lurer desperationen og apatien. og det er nok derfor jeg holder så meget af den her bog. fordi man nogengange griner, og nogengange får ekstremt tunge støvler.

det her er en af de bedste novellesamlinger jeg har læst. og jeg læser den måske igen om 3-4 år. i hvert fald er det her en varm anbefaling.