lauren weisberger- djævlen går i prada

jeg bruger gerne en hel søndag på at se american idol og reruns af diverse realityshows. jeg elsker venner, og gilmore girls, og the oc og det meste andet totalt ligegyldigt, fordummende og letbenet tv.

men af en eller anden grund har jeg det altså lidt anderledes med bøger, og undgår sædvanligvis det allermest tåbelige og overfladiske litteratur. ikke fordi jeg har fine fornemmelser, bare fordi jeg synes det er lidt kedeligt og meget spild af tit.

alligevel blev jeg lokket af den pink forside på biblioteket i tirsdags på en usædvanligt stille udlånsvagt, og nåede da osse at læse de første 100 sider, mens jeg sad på min pind og kiggede forgæves efter lånere.

de første 50 sider syntes jeg at lauren weisberger skrev decideret dårligt- tungt og belastende og så klichefyldt at jeg var ved at opgive den, men så blev historien alligevel rimeligt spændende. bogen fænger, sådan som den slags skal, og jeg læste de sidste 200 sider i rap i morges.

når det så er sagt synes jeg alligevel ikke den er særligt god. tempoet er højt, historien nogenlunde interessant og af og til er den endda en lille smule morsom. men den er osse bare så helt ulideligt gennemskuelig, personerne er firkantede og endimensionelle, og moralen helt forfærdeligt... well. moralsk.

jæs- det var så min flirt med chicklit. og det er bare ikke en genre for mig. hvis jeg skal have letbenet underholdning skal det være fra et medie hvor jeg samtidig kan ligge behageligt i min seng, tale i telefon og zappe hvis det alligevel blir for pinligt. og der går nok et stykke tid før jeg falder for en pink bog igen. men jeg vil nu stadig gerne se filmen.