haruki murakami- norwegian wood

jeg elskerelskerelsker haruki murakami. og jeg elsker norwegian wood.

en smuk og melankolsk fortælling der, som så ofte før, handler om en lidet ekstraordinær ung mand, og i særdeleshed om de kvinder og den kærlighed han møder. bogen er på den måde meget i tråd med resten af hans forfatterskab, men historien er simplere, sartere, og uden den sædvanlige nærmest magiskrealistiske tone. det er en dannelsesroman, en kærlighedshistorie og en helt fantastisk rørende bog.

den tog mig lang tid at læse, hvilket er ret usædvanligt, men der er noget ved hans sprog, noget jeg har meget svært ved at sætte en finger på, som gør at den skal læses langsomt. at den kun kan læses langsomt. han dvæler, cirkler og beskriver, og er helt helt fænomenal. i det hele taget er det sproget der er bogens styrke. sproget, og så murakamis særegne evne til at fastholde og helt umærkeligt udpensle en følelse gennem en hel roman. en følelse af eksistentiel handlingslammelse og passiv desperation der sætter sig i maven på læseren. i hvert fald på mig.

norwegian wood er bare en rigtig god bog. murakami er bare min yndlingsforfatter. og jeg er bare glad for at jeg stadig har nogle af hans bøger til gode.