haruki murakami- norwegian wood

jeg elskerelskerelsker haruki murakami. og jeg elsker norwegian wood.

en smuk og melankolsk fortælling der, som så ofte før, handler om en lidet ekstraordinær ung mand, og i særdeleshed om de kvinder og den kærlighed han møder. bogen er på den måde meget i tråd med resten af hans forfatterskab, men historien er simplere, sartere, og uden den sædvanlige nærmest magiskrealistiske tone. det er en dannelsesroman, en kærlighedshistorie og en helt fantastisk rørende bog.

den tog mig lang tid at læse, hvilket er ret usædvanligt, men der er noget ved hans sprog, noget jeg har meget svært ved at sætte en finger på, som gør at den skal læses langsomt. at den kun kan læses langsomt. han dvæler, cirkler og beskriver, og er helt helt fænomenal. i det hele taget er det sproget der er bogens styrke. sproget, og så murakamis særegne evne til at fastholde og helt umærkeligt udpensle en følelse gennem en hel roman. en følelse af eksistentiel handlingslammelse og passiv desperation der sætter sig i maven på læseren. i hvert fald på mig.

norwegian wood er bare en rigtig god bog. murakami er bare min yndlingsforfatter. og jeg er bare glad for at jeg stadig har nogle af hans bøger til gode.

etgar keret- 8% af ingenting

en velfortjent julegave til mig selv, der grundet almen slaphed altså først får en omtale med på vejen nu.

først og fremmest er det her den længe ventede efterfølger til hvad der må være min yndlingsnovellesamling, "buschaufføren der ville være gud". på den måde kan den jo nærmest ikke andet end at skuffe, og det gjorde den så osse. lidt.

etgar keret er stadig sindssygt dygtig. han er pissesjov, og hans ideer er gode. men på en måde er det som om absurditeterne har fået overtaget, han er blevet mere sjov end bister, mere pudsig end vedkommende. og det er irriterende, når hans gamle novellesamling balancerede så perfekt.

jeg har egentlig lidt svært ved at sætte en finger på præcis hvor forskellen ligger, for i virkeligheden er både form og tematik i de to bøger ikke voldsom forskellig. men i hvert fald fik jeg ikke den helt fysiske mavefornemmelse jeg ellers tit oplever når jeg læser noget rigtigrigtig godt. da jeg læste kerets første feks. det kom kun momentvis i hvert fald, for nogle af noveller er stærke. men nogle af dem var altså osse. sådan mest. en lille smule ligegyldige.

det er et par måneder siden jeg har læst den, og måske bærer den her omtale lidt for meget præg af det. altså. jeg tror måske jeg var ret godt tilfreds til at starte med i hvert fald. afstanden har vist ladet bitterheden få overtaget. men han er altså stadig god, den fine etgar, og han fortjener helt klart et meget større publikum. men jeg synes du skal starte med "buschaufføren der ville være gud".