lauren weisberger- djævlen går i prada

jeg bruger gerne en hel søndag på at se american idol og reruns af diverse realityshows. jeg elsker venner, og gilmore girls, og the oc og det meste andet totalt ligegyldigt, fordummende og letbenet tv.

men af en eller anden grund har jeg det altså lidt anderledes med bøger, og undgår sædvanligvis det allermest tåbelige og overfladiske litteratur. ikke fordi jeg har fine fornemmelser, bare fordi jeg synes det er lidt kedeligt og meget spild af tit.

alligevel blev jeg lokket af den pink forside på biblioteket i tirsdags på en usædvanligt stille udlånsvagt, og nåede da osse at læse de første 100 sider, mens jeg sad på min pind og kiggede forgæves efter lånere.

de første 50 sider syntes jeg at lauren weisberger skrev decideret dårligt- tungt og belastende og så klichefyldt at jeg var ved at opgive den, men så blev historien alligevel rimeligt spændende. bogen fænger, sådan som den slags skal, og jeg læste de sidste 200 sider i rap i morges.

når det så er sagt synes jeg alligevel ikke den er særligt god. tempoet er højt, historien nogenlunde interessant og af og til er den endda en lille smule morsom. men den er osse bare så helt ulideligt gennemskuelig, personerne er firkantede og endimensionelle, og moralen helt forfærdeligt... well. moralsk.

jæs- det var så min flirt med chicklit. og det er bare ikke en genre for mig. hvis jeg skal have letbenet underholdning skal det være fra et medie hvor jeg samtidig kan ligge behageligt i min seng, tale i telefon og zappe hvis det alligevel blir for pinligt. og der går nok et stykke tid før jeg falder for en pink bog igen. men jeg vil nu stadig gerne se filmen.

nicole krauss- kærlighedens historie

jeg er bare så begejstret for den her bog. sådan helt læsdenlæsden-jublende, at det måske kan kompromittere min troværdighed. men den er altså virkelig god.

nicole krauss er gift med jonathan safran foer, og selv om det måske er lidt unfair at nævne så er sammenfaldet i stil og temaer altså ret bemærkelsesværdigt. således tager hendes roman også udgangspunkt i et barn der har mistet sin far og i den jødiske lidelseshistorie fra anden verdenskrig. den vældigt konstruerede historie, og blandingen af humor og vemod minder også en del om ekstremt højt og utrolig tæt på. og det gør slet ingen ting. for hun er nemlig mindst ligeså god.

det hele handler om bogen "kærlighedens historie", der pludselig dukker op og griber ind i folks liv. det handler om alma, og hendes bror bird der hopper ud fra tage og tror han er messias, og om hendes mor der oversætter bøger og sørger over faderens død.

det handler osse om leo gursky, som mistede sit liv og sin kærlighed i polen under anden verdenskrig, og som lige knap lever i sin rodede lejlighed.

at forsøge at gengive historien loyalt er umuligt, men i hvert fald handler det om kærlighed. hos nicole krauss er der, i forhold til hendes mands romaner, skruet lidt ned for humoren og op for mismodet. og den kærlighed vi blir præsenteret for er mest den idealiserede barndomskærlighed, og mest den ret ulykkelige slags.

bogen er vældig konstrueret, med en masse meget romanagtige og usandsynlige sammenfald der tilsidst på aller austerske vis får det hele til at gå op i en højere enhed. den slags kan godt nogengange være lidt irriterende. men det er det ikke hér. fordi krauss skriver så godt, så indfølende og så vedkommende hopper man i med begge ben.

jeg gjorde i hvert fald. jeg slugte den råt og græd sågar lidt på de sidste sider. jeg er klar over, at det ikke nødvendigvis er en kvalitetsgaranti. ingen vil vel beskylde dr. phil for at være stor kunst. men i det her tilfælde kan man altså godt stole lidt på mine tårekanaler. den her bog er helt usædvanligt god.

naja marie aidt- bavian

endnu en novellesamling, men en helt anden slags. jeg har ikke stiftet bekendtskab med naja marie aidt før, men en hel masse begejstrede anmeldelser fik mig overbevist. den er også god. bogen.

naja marie aidt er skideskarp, hun har styr på virkemidlerne, sproget og genren. hun forstår at underspille sine pointer så de alligevel træder tydeligt frem mellem linierne, og hun spidder det moderne menneske ret så præcist.

det handler meget om mislykkede parforhold, om desperation og om sex. det handler om små ting der får hverdagen til at krakelere, eller om store ting der netop ikke får den til det, selvom den måske burde. det er ikke særlig sjovt, og ikke særlig opmuntrende, men som regel ret rammende. et par af novellerne er nærmest pageturners, et par stykker var ret intetsigende. eller også fattede jeg dem bare ikke- det er bestemt også en mulighed.

selvom novellerne er dygtige og kompetente var jeg måske alligevel ikke sådan helt jublende vild med bogen. det blir lige socialrealistisk nok for min smag, for alvorligt, og også for pointedrevet, sådan som det egentlig tit er med noveller. jeg ved det ikke. men nu trænger jeg i hvert fald til en roman.

ps. eller pensum. hvor jeg stadig har første tekst til gode. nej. roman.

etgar keret- buschaufføren der ville være gud

jeg nåede at læse den færdig før jul. faktisk har jeg læst den i et stræk her til morgen, efter min noget bratte opvågning. på den måde er missionen fuldført, men det er lidt snyd, for jeg vidste det godt i forvejen. det her er nemlig en genlæsning, og sidst jeg læste bogen, for 3-4 år siden, røg det hele osse ned på en begejstret gang.

bogen består af en masse relativt korte noveller, samt en sidste, der er lidt længere og temmelig fantastisk. nogle af dem huskede jeg meget tydeligt, andre havde jeg helt glemt, men de var allesammen en stor fornøjelse at genlæse.

etkar keret skriver nøgtern og morsomt og uden berøringsangst om israel, religion, rabin og selvmord. og en hel masse andet. historierne er barokke og absurde og dybt underholdende, men lige under overfladen lurer desperationen og apatien. og det er nok derfor jeg holder så meget af den her bog. fordi man nogengange griner, og nogengange får ekstremt tunge støvler.

det her er en af de bedste novellesamlinger jeg har læst. og jeg læser den måske igen om 3-4 år. i hvert fald er det her en varm anbefaling.

paul auster- brooklyn dårskab

det har taget mig helt urimeligt lang tid at læse brooklyn dårskab. den var med mig til spanien uden at blive åbnet en eneste gang, og har boet i min taske den sidste måneds tid. jeg har været vældig optaget af den, og så glemt den lidt igen. og det har været vældig frustrerende at jeg tilsyneladende ikke har været i stand til at læse den færdig. jeg ved ikke rigtigt hvorfor, for det er altså en virkelig fin bog.

det eneste andet jeg har læst af auster er hans newyorktrilogi og den var jeg voldsomt glad for. auster er stadigvæk skide dygtig, men brooklyn dårskab er helt helt anderledes. og ikke spor dårligere. jeg blev ret overrasket da det viste sig at nærmest være en hyggelig og sjov feelgoodroman. men det var en udemærket overraskelse dog, og jeg tror jeg blir nødt til at stifte bekendtskab med mere af austers forfatterskab.

under alle omstændigheder er det en virkelig læseværdig bog, og nu vil jeg gå i gang med en lille novellesamling, som jeg forhåbentligt formår at blive færdig med før jul. fortsættelse følger.