erlend loe- doppler
jeg er ret pjattet med erlend loe. og i doppler holder han fint den naive, morsomme og samfundssatiriske stil fra naiv.super. og fakta om finland.
hovedpersonen doppler er blevet rigtig skide træt af sit kompetente liv og bosætter sig i et telt i skoven. hér laver han så lidt som muligt, og spiller lidt vendespil med en elgkalv mens han så vidt muligt prøver at undgå sin kone, børn og anden yderst uvelkommen civilisation. han er en misantropisk og egentlig lidt irriterende antihelt som man alligevel ikke kan lade være med at holde med, ikke ulig hovedpersonerne i loes tidligere romaner.
jeg er glad for at jeg endelig, efter at have lånt bogen 3 gange, har fået taget mig sammen til at læse den. den er nemlig rigtig fin, og så skæg at jeg kom til at le højt i toget. flere gange. og jeg glæder mig til at læse fortsættelsen volvo lastvagnar, og finde ud af hvad der sker med doppler og hans kæleelg på (gen)dannelsesrejse gennem skandinaviens skove.
michael jeppesen og anders lund madsen- hold masken eller der falder brænde ned
den her bog har jeg det virkelig svært med. på den ene side har jeg egentlig læst den ret hurtigt, og nogengange været nærmest opslugt. på den anden side synes jeg det er noget forfærdeligt gøjl. de er begge to ret ok til at skrive, og er momentvis interessante. og så tilfredsstiller deres skamløse namedropping og tilsvininger af diverse kendte selvfølgelig min latente voyeurisme. feks. er det da lidt skægt at tvlægen har ekstreme genitalier. men det er osse bare lidt letkøbt- og ekstremt trættende i længden.
det er ok at høre om jeppesens kærestesorger og anders lund madsens familie, fordi det er lidt sjovt, og lidt bevægende og ikke alt for helt forfærdeligt opstyltet.
men det meste af bogen går med en masse snak om gud og meningen med livet og ensomhed og kunst og æstetik. det er helt utroligt kedeligt og meget lidt vedkommende. de synes tydeligvis selv at de er svært begavede men det blir ikke andet end noget pseudofilosofisk pointeløst halløjsnak.
derudover bruger de en del tid på at skamrose deres eget talent og forfarges over storset alle andre danske kendissers middelmådighed. de er faktisk begge to ret forfærdelige, selvom det helt klart er jeppesen der vinder arrogant-røvhuls-prisen.
"deres vid er intimiderende" siger jørgen leth på bagsiden, men det eneste jeg er rigtig imponeret over er egentlig den helt fuldstændigt overvældende grad af selvhøjtideligt selvovervurderende selvfedhed.
knud romer- den der blinker er bange for døden
når man arbejder på et bibliotek har man visse fordele. f.eks. betaler man ikke bøder. og så kan man hapse alle de lynlån som der ellers er enormt lange ventetider på. og det gjorde jeg så med knud romers erindringsroman. den handler om hans tyske familie og hans forfærdelige klaustrofobiske opvækst i hvad han beskriver som verdens ende, nykøbing falster.
historien er tragisk, rørende og nogle steder spændende. men de små anekdoter om slægninge og særlinge blir nogengange i deres kortfattethed lidt ligegyldige og irriterende afbræk. og han er utvivlsomt dygtig til at skrive. men engang imellem var jeg alligevel lige på grænsen til herpes og knopper over hans lidt for tydelige metaforer og overførte betydninger.
bogen er hurtigt læst og hundrede sider mere ville nok have klædt den. men den er finfin læsning, om ikke andet så for at overbevise én om at man aldrig skal flytte til nykøbing falster.
jonathan safran foer- ekstremt højt og utrolig tæt på
jeg er meget tilfreds med den her bog. den handler om drengen oscar som har mistet sin far i world trade center d. 11. september. om alle de mennesker han møder i sin jagt på meningen med meningsløsheden. og mest handler den om sorg og savn og ensomhed. den ramte mig lige i min frygt for at miste én jeg elsker- den der nogengange sidder som en klump i min mave når jeg skal sove eller gør at jeg græder når nogen i extreme makeover homeedition har mistet en mor til leukæmi eller en far i irak.
selvom oscar er en så åbenlys og egentlig utroværdig konstruktion, med hans voksne intellekt og barnlige naivitet, kan man ikke lade være med at tro på ham. og ud over at være tragisk er bogen osse bare elementært spændende, morsom og rørende.
den her bog gav mig- som hovedpersonen ville have udtrykt det- tunge støvler. men det er sådan en bog man efter sidste side er ked af at man ikke stadig har til gode. og jeg glæder mig til den filmatisering der tilsyneladende er på vej.
ps. debuten "alt blir oplyst" er osse virkelig anbefalelsesværdig.
jeg er ret pjattet med erlend loe. og i doppler holder han fint den naive, morsomme og samfundssatiriske stil fra naiv.super. og fakta om finland.
