haruki murakami- norwegian wood
jeg elskerelskerelsker haruki murakami. og jeg elsker norwegian wood.
en smuk og melankolsk fortælling der, som så ofte før, handler om en lidet ekstraordinær ung mand, og i særdeleshed om de kvinder og den kærlighed han møder. bogen er på den måde meget i tråd med resten af hans forfatterskab, men historien er simplere, sartere, og uden den sædvanlige nærmest magiskrealistiske tone. det er en dannelsesroman, en kærlighedshistorie og en helt fantastisk rørende bog.
den tog mig lang tid at læse, hvilket er ret usædvanligt, men der er noget ved hans sprog, noget jeg har meget svært ved at sætte en finger på, som gør at den skal læses langsomt. at den kun kan læses langsomt. han dvæler, cirkler og beskriver, og er helt helt fænomenal. i det hele taget er det sproget der er bogens styrke. sproget, og så murakamis særegne evne til at fastholde og helt umærkeligt udpensle en følelse gennem en hel roman. en følelse af eksistentiel handlingslammelse og passiv desperation der sætter sig i maven på læseren. i hvert fald på mig.
norwegian wood er bare en rigtig god bog. murakami er bare min yndlingsforfatter. og jeg er bare glad for at jeg stadig har nogle af hans bøger til gode.
etgar keret- 8% af ingenting
en velfortjent julegave til mig selv, der grundet almen slaphed altså først får en omtale med på vejen nu.
først og fremmest er det her den længe ventede efterfølger til hvad der må være min yndlingsnovellesamling, "buschaufføren der ville være gud". på den måde kan den jo nærmest ikke andet end at skuffe, og det gjorde den så osse. lidt.
etgar keret er stadig sindssygt dygtig. han er pissesjov, og hans ideer er gode. men på en måde er det som om absurditeterne har fået overtaget, han er blevet mere sjov end bister, mere pudsig end vedkommende. og det er irriterende, når hans gamle novellesamling balancerede så perfekt.
jeg har egentlig lidt svært ved at sætte en finger på præcis hvor forskellen ligger, for i virkeligheden er både form og tematik i de to bøger ikke voldsom forskellig. men i hvert fald fik jeg ikke den helt fysiske mavefornemmelse jeg ellers tit oplever når jeg læser noget rigtigrigtig godt. da jeg læste kerets første feks. det kom kun momentvis i hvert fald, for nogle af noveller er stærke. men nogle af dem var altså osse. sådan mest. en lille smule ligegyldige.
det er et par måneder siden jeg har læst den, og måske bærer den her omtale lidt for meget præg af det. altså. jeg tror måske jeg var ret godt tilfreds til at starte med i hvert fald. afstanden har vist ladet bitterheden få overtaget. men han er altså stadig god, den fine etgar, og han fortjener helt klart et meget større publikum. men jeg synes du skal starte med "buschaufføren der ville være gud".
put the book back on the shelf- a belle and sebastian anthology
muligvis den første tegneserie jeg nogensinde har læst, hvis man ikke tæller wendyblade med. antologien består af 24 små historier der alle bygger på en belle&sebastian sang. nogle holder sig helt til teksten, andre digter mere løst.
belle and sebastian er et af mine absolutte yndlingsbands, og jeg har hørt deres musik helt urimeligt meget. derfor har mange af deres sange en vis affektionsværdi, og derfor blev jeg nødt til at købe den her bog, selvom det vist ikke helt er min genre.
og det er det stadig ikke. nogle af historierne var meget belle&sebastian-agtige, i både stil og tema. bittersøde og naive små stykker visuel twee. der var også et par stykker af dem der var lidt kedelige. generelt kunne jeg bedst lide dem, der hørte til de sange jeg bedst kan lide. under alle omstændigheder var læsningen en stor fornøjelse, også fordi jeg (naturligvis) hørte soundtracket mens jeg læste.
et par af de numre der blir illustreret kan høres hér:
pia juul- dengang med hunden
i gymnasiet skulle vi engang læse en pia juul novelle. det var noget med en mand og en tyr. og bagefter kom hun og holdt foredrag. det er noget af det mest pinagtige jeg nogensinde har været med til. hun var helt og aldeles uinteresseret i at fortælle os noget som helst. hun svarede i vest hvis man spurgte i øst og hun var ganske utilbøjelig til på nogen som helst måde at forholde sig til sit eget forfatterskab. fred være med det- nogengange har teksterne måske bedst af at leve deres eget liv- men når hun nu kom for at tale, var det mildest talt frustrerende at hun ingenting ville sige.
hendes tvetydige udmeldinger og totale modvilje mod at forklare eller opklare noget som helst gjorde hende til en virkelig ringe foredragsholder- men det er bl.a. det der gør hende til en virkelig dygtig forfatter.
dengang med hunden består af 22 korte noveller, som er skideskarpe, super velskrevne, groteske og sjove. helt fantastiske faktisk. sådan nærmest naja marie aidt med humor og elegance.
hurra for pia juul! og jeg håber lidt, at hun vil holde sig til at skrive i fremtiden.
mark haddon- den mystiske sag om hunden i natten
tak til dan og bjørn for at have foræret mig den her aldeles fremragende og hyggelige bog. den var lige hvad jeg trængte til ovenpå jt leroys horror-socialrealisme.
den mystiske sag om hunden i hatten handler om den 15 årige christopher. han lider af aspergers, og hader gul og brun og når folk rør ved ham. han er heller ikke meget for ansigtsudtryk og fremmede, men han elsker matematik og orden.
christopher finder naboens hund wellington død, og beslutter at indlede en efterforskning. ikke alene finder han hundens morder, han opdager også ting om sig selv og sin familie der ændrer hans liv.
bogen er underholdende og let læst. den er krydret med små matematiske problemer, tegninger og andet gøjl som christopher finder relevant for sagens opklaring. det virker rigtig godt. i det hele taget er mark haddon overbevisende og loyal i sin gengivelse af en autistisk drengs tanker og logik, og christophers helt særlige fortællestil gør det til en vedkommende og underholdende lille feel-good roman.
jt leroy- hjertet er det mest bedrageriske af alt
den her bog er ikke hyggelæsning. det er ulækre grafiske beskrivelser af vanrøgt, misbrug og pædofil sadomasochisme. det er barsk læsning som gav mig kvalme, og som gjorde at jeg nogengange lige måtte lægge bogen fra mig.
den er opbygget som en række små selvstændige historier der sammen skaber billedet af drengen jeremiahs opvækst hos hhv. sin vagabonderende prostituerede stofmisbruger mor sarah og hos sine voldsomt religiøse bedsteforældre der tæsker gudsfrygten ind i ham.
tematikken og personerne er de samme som i jt leroys debutroman sarah, men de her historier er måske en tand mere brutale og ulækkre. alligevel er den læseværdig dog. synes jeg. fordi den er så velskrevet og så vedkommende og så væmmeligt ærligt.
bogen viste sig jo at være ren fiktion, hvilket måske var en slags trøst da jeg læste den. men alligevel er den typen der sætter sig lidt i kroppen. på en ikke videre behageligt måde. og nu trænger jeg i den grad til noget lidt mere letfordøjeligt.
erlend loe- volvo lastvagnar
doppler er nået til värmland i sverige med sin søn gregus og elgkalven bongo. her ryger han hash og hører reaggae med 92-årige mai britt, der har mistet retten til at holde undulater og i stedet fordriver tiden med at opdatere sin hjemmeside om verdens uretfærdigheder. desuden kommer han i spejderlære og bliver oplært i bl.a. knob af den homofile spejder og ornitolog von borring, der har sovet udendørs siden han mødte baden powell i 1950erne.
så er stilen lagt i vanligt bizar loe'sk stil. der er skruet lidt ned for samfundssatiren, men tilgengæld op for diverse skøre indfald og udfald. i det hele taget er historien temmelig meget mindre stringent end doppler, og ærligt talt uden den helt store dramatiske fremdrift. tilgengæld er den krydret med en masse metakommentarer fra loe, og alle mulige andre sidespring, som f.eks. en opskrift på drossel, eller en lille encyklopædisk gennemgang af volvo lastvagnars historie.
selvom jeg måske blev lidt træt af alle metakommentarerne, synes jeg det er en god bog. sjov og skæg. og jeg håber, at doppler og bongo kommer forbi danmark i den videre rejse, der er lagt kraftigt op til fra erlend loes side.
